Mit navn er Jette Vels og jeg er opruindelig uddannet frisør, men har de sidste 17 år arbejdet som deltids kommunal dagplejer i Hornslet.

Jeg er 43 og har to skønne børn, Christina på 18 og Capser på 15 år. Vi bor på Borupvej 11 i udkanten af Hornslet sammen med vores rolige hund Trunte, i rolige omgivelser, tæt ved skoven, stisystemer og legepladser og børnehaver.

Jeg har valgt at blive privat dagplejer, fordi jeg blandt andet selv kan tilrettelægge mine åbningstider, give en fast ferieplan i god tid, samt en større fleksibilitet i forhold til mine dagplejebørn og deres forældre.

Jeg elsker mit job som dagplejer, fordi arbejdet med børn giver mig en stor livsglæde. Det at aktivere og stimulere børn motorisk og sprogligt samt at hjælpe dem på vej til at udvikle deres sociale færdigheder, er en spændende udfordring for mig.

Det tiltaler mig specielt at arbejde med børn i 0-3 års alderen, da jeg ønsker at fylde deres lille nye rygsæk med de bedste forudsætninger for at møde børnehaven, skole og livet i sammenspil med andre.

Jeg er meget til natur og udeliv, da naturen byder på utallige nye og spændende oplevelser og muligheder. Jeg elsker sommer, sol, regn, slud, sne og vind - der findes ikke dårlig vejr, kun dårlig påklædning.

Hos mig er vi ude i naturen og lege hver dag på børnenes præmisser. Vi har det sjovt og får masser af oplevelser. Vores have er god til at gå på oplevlese i, den tilbyder alt hvad et barn kan tænke sig at tumle i af naturoplevelser.

Det er et mål for mig, at et barn jeg sender videre i børnehaven har oplevet:
at klatre i træer, at hoppe i vandpytter og blive rigtig våd, at spise i naturen, trille ned af bakken, bygge huler, have bevidsthed om fuglenes sang og følt småkravlende insekter i deres hænder. De skal turde overskride egne grænser, røre sand, mudder og vand samt kunne nyde roen ved at ligge og kigge op i skyerne.


Jette Vels | Borupvej 11 | 8543 Hornslet | 28 82 21 03 | 86 99 45 99 | mail@jettevels.dk